Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Ny rapport sætter fokus på målinger af mental sundhed

Praktikere, forskere og policy-magere kan få viden om, hvordan man kan måle mental sundhed i en ny rapport.

 

Rapporten er udarbejdet af forskere ved Statens Institut for Folkesundhed. Den beskriver en række mål for positive aspekter af mental sundhed i forhold til teoretisk baggrund, udvikling af målene, anbefalet inddeling af score samt tidligere validering af målene.

Det drejer sig om følgende mål: Flourishing, Mental Health Continuum - Short Form, Self-efficacy, Sense of Coherence (SOC-4), Warwick-Edinburgh Mental Well-Being Scale og WHO-5.

De seks mål har været afprøvet i spørgeskemaundersøgelsen Danskernes Trivsel 2016.

Målene er hovedsageligt udviklet i en række andre lande, men er nu blevet afprøvet i undersøgelsen Danskernes Trivsel 2016 med henblik på at validere målene blandt voksne danskere.

 

Stigende interesse for målinger

 

Målinger af mental sundhed kan bruges til at følge udviklingen af mental sundhed i befolkningsundersøgelser og for at kunne evaluere sundhedsfremmende og forebyggende indsatser med fokus på mental sundhed.

 

"Vi har udarbejdet rapporten, fordi der er en stigende interesse for at måle mental sundhed og især også de positive aspekter af mental sundhed. Gode og velafprøvede målinger er en forudsætning for, at man kan undersøge og forstå, hvilke indsatser der virker, for hvem, hvordan og under hvilke omstændigheder og dermed få mulighed for at øge den mentale sundhed i befolkningen," siger Line Nielsen, forsker i mental sundhedsfremme, Statens Institut for Folkesundhed.

 

Nye udgivelser på vej

 

Rapporten hedder Måling af mental sundhed. En baggrundsrapport for spørgeskemaundersøgelsen Danskernes Trivsel 2016.Den vil blive fulgt op af andre udgivelser, der beskriver den kvantitative og kvalitative afprøvning af de seks førnævnte mål.

 

Se rapporten her

 

 
Redigeret: 22.06.17