Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

SIF-forsker får 5. mio. kroner til at sætte fokus på mental sundhed

Vibeke Koushede, forsker på Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet, har netop modtaget fem millioner kroner.

 

Pengene kommer fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse og skal bruges til at sætte mental sundhed på dagsorden herhjemme - og øge danskernes bevidsthed om, at det er ligeså vigtigt at passe på sin mentale sundhed, som det er at passe på sit fysiske helbred.

 

Det er første gang, at ministeriet giver så stor en bevilling til et enkeltstående og landsdækkende projekt om mental sundhed.

 

- Vi ved rigtig meget om, hvad der gør os syge. Men vi ved ikke så meget om, hvad der gør os mentalt sunde og robuste. Det her er et godt sted at starte, siger Vibeke Koushede.

 

Partnerskab om mental sundhed

 

Vibeke Koushede skal stå i spidsen for et partnerskab, der skal tilpasse en australsk indsats om mental sundhed til en dansk kontekst.

 

I Australien er man meget langt fremme med forskning og praksis indenfor mental sundhedsfremme. Det skyldes blandt andet den omfattende forskningsbaserede indsats "Act-Belong-Commit", der i en længere årrække har oplyst australierne om, hvad de kan gøre for at passe på deres egen og andres mentale sundhed.

 

Et vigtigt budskab er her at holde sig aktiv, gøre noget sammen med andre og gøre noget meningsfuldt.

 

Samarbejde med australske forskere

 

Statens Institut for Folkesundhed har i forvejen et samarbejde med australske forskere omkring Act-Belong-Commit. Målet i Danmark er at undersøge, hvad der skal til for at fremme mental sundhed og ellers bruge og "oversætte" de australske erfaringer. Det skal blandt andet ske med forskning, indsatser på forskellige niveauer og ved hjælp af partnerskabet, som Vibeke Koushede er tovholder for.

 

Udover Statens Institut for Folkesundhed består partnerskabet af Røde Kors Storkøbenhavn, Folkesundhed København, Sund By Netværket og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

 

Sidstnævnte skal blandt andet hjælpe med at udforme og tilrettelægge oplysningskampagner om mental sundhed.

 
Redigeret: 08.04.15