Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Sundhed på tværs af sektorer, myndigheder og politikker

12. juli 2013

 

Det er vores daglige liv, som har betydning for vores sundhed, derfor er "Sundhed på tværs" som begreb for alvor kommet på den internationale dagsorden. En nyoprettet ph.d. undersøger over de næste tre år, hvilke forskellige betydninger og meninger, der er knyttet til begrebet – og hvilke konsekvenser "sundhed på tværs" har for arbejdet i de kommunale forvaltninger.

 

Ph.d.-studerende Ditte Heering Holt var for en måned siden til Verdenssundhedsorganisationen, WHO's 8. globale sundhedsfremmekonference i Helsinki, hvor ministre og departementschefer fra hele verden diskuterede temaet "Health in All Policies" (HiAP). Eksperter bidrog med oplæg om f.eks. finanspolitik, handels- og udenrigspolitiks indflydelse på sundhed, risikofaktorer og social ulighed og retfærdighed. Konferencen mundede ud i et fælles statement www.healthpromotion2013.org/conference-programme/framework-and-statement.

 

Ph.d.-projektet hører til i Center For Interventionsforskning, som beskæftiger sig med sundhedsfremme hvor borgere færdes i dagligdagen – hvad enten det er i skoler, på plejehjem, i byens parker, i beskæftigelsesindsatser m.m. Statens Institut for Folkesundhed, SDU driver centeret med støtte fra TrygFonden og Kræftens Bekæmpelse. Projektet vil bl.a. gennemgå nationale anbefalinger og lokale sundhedspolitikker med henblik på at afdække de forskellige betydninger, der er knyttet til begrebet. Projektet undersøger også, hvordan kommunerne har organiseret sig på forvaltningsniveau for at fremme arbejdet med ’sundhed på tværs’ af de forskellige forvaltninger – og hvilke erfaringer, der er med de forskellige typer af organisering. I projektet vil udvalgte, konkrete indsatser blive analyseret, hvor medarbejdere fra forskellige forvaltningsområder arbejder sammen om at skabe "sundhed på tværs". Her er formålet at belyse, hvordan det bliver oversat og omsat til en konkret kommunal praksis.

 

Undersøgelsen bygger på en forståelse af, at der i mødet med den lokale kontekst sker en oversættelse og tilpasning af begrebet "sundhed på tværs", så det giver mening for arbejdet i den enkelte kommune. For at belyse, hvad der sker i denne oversættelse, sætter studiet fokus på de organisatoriske dynamikker og processer, der udspiller sig i forbindelse med samarbejde og koordinering af sundhedsfremme og forebyggelse mellem forskellige politiske udvalg og administrative enheder, såvel som i konkret praksis.

 

 

læs mere Center for Interventionsforskning

 
Redigeret: 19.12.16