Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  01, 2017

Spørgeskema er det første til at måle livskvalitet på tværs af alle typer af handicaps og kroniske sygdomme
 

Nyt spørgeskema skal hjælpe personer med handicap eller kronisk sygdom til bedre livskvalitet

BESVAR SPØRGESKEMAET HER

Føler du dig ofte til besvær? Frygter du at blive forladt? Eller oplever du tværtimod, at din funktionsnedsættelse nogle gange kan være en styrke?


Det er nogle af de spørgsmål, som indgår i et nyt spørgeskema til personer med handicap eller kronisk sygdom. Spørgeskemaet er udviklet ved at tale med 55 personer med et handicap eller en kronisk sygdom om, hvad der er vigtigt for deres livskvalitet og hverdagsliv.

 

De medvirkende repræsenterer det bredest mulige udsnit af unge og voksne med kronisk sygdom eller handicap, det vil sige alt lige fra teenageren med børnegigt eller diabetes til den 40-årige med alvorlig psykisk sygdom.


Nemmere at målrette indsatser i fremtiden


Det er Statens Institut for Folkesundhed, der står bag spørgeskemaet. Formålet er at belyse livskvaliteten hos kroniske syge og personer med handicap på tværs af alle handicaps og kronisk sygdomme. Skemaet skal også bruges til at kortlægge målgruppens deltagelse i hverdagslivet, det vil for eksempel sige, om man deltager i aktiviteter, har kontakt med venner eller selv kan transportere sig rundt.


"Vi ved ikke nok om, hvordan handicappede og kroniske syge egentlig går og har det. Føler de, at de går glip af ting på grund af deres handicap eller sygdom? Og føler de, at folk forstår deres situation? Dét har tidligere undersøgelser ikke spurgt ind til. Derfor vil det nye spørgeskema forhåbentligt gøre os klogere og i fremtiden gøre det nemmere for os at målrette indsatser, der kan forbedre livskvaliteten," siger Louise Norman Jespersen, ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU.


På tværs af alle handicaps og kroniske sygdomme


Spørgeskemaet er det første, der måler livskvalitet på tværs af alle typer af handicaps og kronisk sygdomme. Det vil sige, at man i skemaet spørger ind til problemstillinger, der er fælles for mennesker med handicaps og kronisk sygdomme - og som den generelle befolkning ikke nødvendigvis kan forholde sig til. Det kan eksempelvis være omgivelsernes reaktioner, hvordan de påvirker én, om man føler sig anderledes, og hvad dét så betyder for ens livskvalitet.

 

Invitation til at deltage


Det er Socialstyrelsen, der har bestilt skemaet. Det er stadig under udvikling, men er nu klar til at blive afprøvet i dets nuværende form.

 

Derfor opfordres en lang række foreninger og personer herunder alle Ugens tal-læsere, som har et handicap eller en kronisk sygdom, til at hjælpe med at besvare spørgeskemaet via linket her eller videresende Ugens tal til andre med handicaps eller kronisk sygdomme. 

 

Svarene bliver brugt til blandt andet at finde ud af, om spørgsmålene er forståelige og meningsfyldte. Man kan derfor være med til at forbedre det endelige spørgeskema.

 

Svarene behandles fortroligt.

 

Knap en tredjedel af alle danskere i alderen 16 til 64 år vurderer, at de har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.  

Af:

Ph.d.-studerende Louise Norman Jespersen, seniorforsker Susan Ishøy Michelsen og forskningsleder Pernille Due, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

Kontakt: Louise Norman Jespersen, tlf.: 6550 7846, e-mail: lnj@si-folkesundhed.dk

Kilde:

Læs mere om projektet og spørgeskemaet www.eqol.dk 

 
Redigeret: 05.01.17