Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  5, 2008

For tidligt fødte børns dødelighed
 

Flere børn fødes for tidligt men har større chance for at overleve

Gennem de sidste to årtier er antallet af for tidligt fødte børn i Danmark steget fra 2258 børn i 1981 til 4557 i år 2003, og i år 2003 udgjorde denne gruppe omkring 7 % af alle fødsler i landet. For tidlig fødsel defineres som fødsel før fulde 37 svangerskabsuger.

 

Generelt er for tidligt fødte børns chancer for at overleve blevet markant bedre. I forskningen og medierne fokuseres der ofte på de ekstremt for tidligt fødte, der fødes inden svangerskabsuge 28, og som i dag i takt med bedre behandling kan reddes ved fødsel tidligere og tidligere i svangerskabet. Langt de fleste for tidligt fødte bliver imidlertid født moderat for tidligt, hvilket vil sige, at de bliver født mellem 32. og 36. svangerskabsuge. I år 2003 var det mere end 8 ud af 10 for tidligt fødte børn, som blev født moderat for tidligt. Det er derfor vigtigt at se på, hvordan udviklingen i dødelighed har været i denne gruppe.

 

I perioden fra 1981-2003 er der for de moderat for tidligt fødte sket et kraftigt fald i den neonatale dødelighed, som er dødeligheden i de første 27 dage efter fødslen. Dødeligheden er faldet fra et niveau på omkring 25 pr. 1000 levendefødte i starten af 1980erne til et niveau under 10 pr. 1000 levendefødte siden år 2001.

 

 

Neonatal dødelighed pr. 1000 levendefødte for moderat for tidligt fødte (32-36 fulde svangerskabsuger) i Danmark 1981-2003 

 

 

En vigtig årsag til den faldende dødelighed er forbedret behandling umiddelbart efter fødslen på landets neonatalafdelinger. På grund af den stigende forekomst af for tidlig fødsel og den bedre overlevelse, er der en større gruppe, som skal leve med de konsekvenser, der kan være af for tidlig fødsel.

For tidligt fødte børn er i større risiko for at udvikle senfølger af fysisk, psykisk, motorisk, social og kognitiv karakter end børn født til terminen. Generelt set er risikoen for og sværhedsgraden af senfølgerne afhængig af, hvor for tidlig fødsel der er tale om, således at ekstremt for tidligt fødte i større grad end moderat for tidligt fødte er i risiko. Ny forskning indikerer, at langt de fleste for tidligt fødte i ung voksenalder klarer sig ligeså godt som jævnaldrende, der blev født til tiden, med hensyn til uddannelse, beskæftigelse og subjektiv livskvalitet.

Af:

Sarah Fredsted Villadsen, videnskabelig assistent, kandidat i folkesundhedsvidenskab, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet og Laust Hvas Mortensen, ph.d. studerende, kandidat i folkesundhedsvidenskab, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Kontaktperson: Sarah Fredsted Villadsen, e-mail:sfv@si-folkesundhed.dk, telefon: 3920 7777 eller direkte 3532 6387

Kilde:

Det Medicinske Fødselsregister.

 
Redigeret: 08.03.17