Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  6, 2012

Evidensbaseret forebyggelse
 

”Evidenssprog” kan skabe uheldige skillelinjer mellem forskere og praktikere

På forebyggelsesområdet er der stigende opmærksomhed på, at de tiltag, der iværksættes, gerne skulle være begrundede i forskning. Ideen er grundlæggende den, at man så vidt muligt skal vide, at indsatserne er effektive, inden man fører dem ud i livet. Både beslutningstagere, praktikere og forskere taler således om evidensbaseret praksis som et ideal, der gerne skulle sikre en tættere kobling mellem forskning og praksis. Dette ideal har imidlertid vist sig at være vanskeligt at realisere.

 

En antropologisk undersøgelse af kommunale forebyggelsespraktikere peger på, at der er opstået et særligt specialistsprog, som man kunne kalde evidenssproget. Med dette sprog bliver ordet ”evidensbaseret” noget nær et mantra, der fx indskrives i rapporter og politiske handleplaner, fordi det giver teksten et præg af rationalitet og videnskabelig autoritet. Med evidenssproget kan man formulere sig i vendinger i stil med, at ”vi ved fra videnskabelige undersøgelser, at det virker”, men ofte negligeres de forbehold og forudsætninger, der knytter sig til ethvert videnskabeligt udsagn.

 

Typisk forklares vanskelighederne omkring at etablere evidensbaseret praksis ved, at der mangler forskning på området. Evidenssproget er på sin vis med til at etablere en forventning om, at mere viden i sig selv vil medføre nogle praktiske forandringer. Nogle forskere har vanskeligt ved at forstå, at beslutningstagere og praktikere ikke umiddelbart agerer, sådan som evidensen foreskriver. Og omvendt finder en del praktikere ikke, at ”evidensbaseret viden” er relevant for den virkelighed, som de skal agere i.

 

En del af problemet kan måske forklares ved, at evidenssproget er med til at etablere et ganske rigidt skel mellem forskning og praksis. Idet en bestemt form for videnskabelige undersøgelser beskrives som det mest rationelle grundlag for enhver beslutning, kan forskere komme til at opfatte praktikeres erfaringer som upålidelige ”mavefornemmelser”. I tråd hermed er ordet ”ildsjæl” blevet en lettere nedsættende betegnelse for en praktiker, der ikke kan begrunde sine handlinger med henvisning til videnskabelig evidens. Evidenssproget medfører, at forskning beskrives som noget, der endegyldigt kan afgøre, hvad der er rigtigt at gøre, alt imens praktikere og beslutningstageres konkrete afvejninger får en sekundær betydning.

 

Paradoksalt nok kan evidenssproget være med til at vanskeliggøre det samarbejde mellem forskere og praktikere omkring konkrete forebyggelses- og forskningsprojekter, der ellers skulle være en forudsætning for at styrke forebyggelsens vidensgrundlag. Det er derfor værd at overveje, om forskning i forebyggelse ville gøre mere gavn ved at stille interessante og udfordrende spørgsmål til praksis end ved at formulere svar, der foregiver at være uimodsigelige og definitivt rigtige. Ethvert forskningsprojekt, der gerne vil gøre en praktisk forskel, må overveje, hvordan beslutningstagere og praktikere kan bidrage substantielt med viden og erfaringer til forskningen. På den måde er der større sandsynlighed for at generere viden med praktisk relevans og gennemslagskraft.

Af:

Morten Hulvej Rod, adjunkt, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.
Kontakt: Morten Hulvej Rod, tlf. 6550 7777, mhj@si-folkesundhed.dk

 

 

Kilde:

Artiklen: "Evidenssproget: Om sprog, viden og virkning i forebyggelse", af Morten Hulvej Rod, publiceret i Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, nr. 15, s. 31-54., 2011.

Artiklen bygger på en antropologisk undersøgelse af kommunale forebyggelsespraktikere, og trækker særligt på observationer fra en række seminarer og konferencer, samt analyser af rapporter og videnskabelige publikationer.

 
Redigeret: 08.02.12