Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  8, 2012

Dødsfald relateret til rygning
 

Flere kvinder end mænd dør af sygdom relateret til rygning

For ti år siden var der flest rygerelaterede dødsfald blandt mænd, 7.500 om året mod 6.400 blandt kvinder. Antallet blandt mænd er nu faldet til 6.700 og er steget blandt kvinder til 7.200. Totalt set er der således stadig hvert år næsten 14.000 dødsfald relateret til rygning.

 

Det totale antal dødsfald er faldet i Danmark gennem de seneste ti år, især på grund af et meget betydeligt fald i dødeligheden af hjertesygdomme. De rygerelaterede dødsfald udgør således fortsat en stor andel af det samlede antal dødsfald i Danmark. Blandt mænd nu 25 % mod 26 % ti år tidligere, blandt kvinder 26 % mod 21 % ti år tidligere.

 

Det er ikke muligt ud fra dødsattesten alene at afgøre om et dødsfald skyldes rygning. Der må benyttes en indirekte metode. Den her anvendte metode har været anvendt internationalt i de seneste 20 år. Metoden bygger på, at lungekræft er stærkt relateret til rygning og antallet af lungekræftdødsfald i et givet år er derfor et udtryk for rygningens omfang. Ud fra dette kan beregnes et skøn over, hvor mange dødsfald af andre sygdomme (f.eks. hjertesygdomme, KOL og andre kræftformer), der skyldes rygning. Ved at lægge disse bidrag sammen fås det samlede antal rygerelaterede dødsfald.

 

Lungekræft, KOL og hjertesygdom er de dødsårsager, der bidrager med flest dødsfald til det samlede antal rygerelaterede dødsfald.

 

 

Rygerelaterede dødsfald i Danmark 1997-2010 for mænd og kvinder. Årligt antal.

 

Det kan virke paradoksalt, at der samtidig med, at der bliver færre rygere i Danmark, ses et næsten uændret antal dødsfald relateret til rygning. Det skyldes, at de fleste rygerelaterede dødsfald skyldes et årelangt tobaksforbrug, specielt går der meget lang tid fra rygestart til eventuel sygdom af lungekræft og KOL. Således vil rygning i mange år endnu være en betydende dødsårsag.

Af:

Knud Juel, forskningsleder, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Kontakt: Knud Juel, forskningsleder, mail: kj@si-folkesundhed.dk, telefon: 2477 7713

Kilde:

Dødsårsagsregisteret

 
Redigeret: 22.02.12