Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  10, 2016

De ældre har generelt et højt funktionsniveau. Mændene er især gode til at gå og løfte ting, mens kvinderne er bedre til at se og høre
 

Ældre mænd er mere mobile end ældre kvinder, mens kvinderne hører og ser bedre

En ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, viser, at der er kønsforskel, når det kommer til, hvad mænd og kvinder kan, når de er 60 år eller derover.

 

Mænd, der er 60 år eller ældre, er eksempelvis bedre end jævnaldrende kvinder til at bevæge sig og gå uden besvær. De er også markant stærkere og bedre til at gå op og ned ad trapper.

 

Til gengæld er de ældre kvinders hørelse og syn bedre end mændenes.

 

Op og ned ad trappen


I undersøgelsen svarer 76 procent af alle ældre mænd, at de kan gå 400 meter uden besvær, mens det gælder for cirka 70 procent af kvinderne.


Næsten 80 procent af mændene kan bære fem kilo uden besvær. Det er kun omkring 50 procent af kvinderne, der kan det.


Der er også flere mænd - 75 procent - der angiver, at de uden besvær kan gå op og ned ad en trappe, mens det kun gælder for 65 procent af kvinderne.

 

Kvinderne hører, hvad der bliver sagt


De ældre kvinder overhaler til gengæld mændene, når det kommer til at høre, hvad der bliver sagt i en normal samtale.

 

85 procent af kvinderne oplyser i undersøgelsen, at de uden besvær kan høre en normal samtale evt. med høreapparat, hvis de plejer at bruge det. Det gælder kun for 55 procent af mændene.

Endvidere er der lidt flere kvinder, 85 procent, der uden besvær kan læse avisen evt. med briller, hvis de plejer at bruge det. Det gælder for 83 procent af mændene.

 

I undersøgelsen har 5.033 personer på 60 år og derover deltaget.

 

Generelt højt funktionsniveau


De ældre har generelt et højt funktionsniveau, det vil sige fysisk mobilitet og kommunikationsfærdigheder.

 

Lægger man data fra de to køn sammen, har lidt over halvdelen (56 procent) af alle ældre danskere god fysisk mobilitet. Det vil sige, at de uden besvær kan gå 400 meter, tage trappen og løfte fem kilo.

 

Samtidig har størstedelen (57 procent af både mænd og kvinder) gode kommunikationsevner og kan både læse en almindelig avistekst og høre en normal samtale evt. med brug af briller eller høreapparat. 
 

De ældres færdigheder falder, jo ældre de bliver.


 

Tabel. Andel mænd og kvinder på 60 år eller derover, der uden besvær kan udføre en række dagligdagsfunktioner. Procent.  

 

 

 Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2013

 

 

Fakta:

 

Vi bliver ældre og ældre. Både andelen og antallet af ældre i befolkningen vokser.

 

I 2015 var der ifølge Danmarks Statistik 1,39 millioner personer på 60 år eller derover i Danmark, svarende til omkring 25 procent af befolkningen. I 2050 forventes dette at stige til 1,88 millioner, svarende til 30 procent af befolkningen.

 

Udviklingen kan tilskrives en kombination af små fødselsårgange og en øget middellevetid. 

 

Viden om ældres funktionsniveau kan bruges til planlægning og prioritering af indsatser indenfor social- og sundhedsområdet. Det gælder eksempelvis estimering af udgifter til pleje og serviceydelser til ældre samt udgifter til de ældres brug af sundhedsvæsenet. Dertil kommer også udgifter til indsatser i en række andre forvaltningsområder (det sociale område, det kulturelle område, den fysiske planlægning mv.), der skal medvirke til at skabe gode levevilkår for de ældre.

 

Af:

Postdoc Anne Illemann Christensen, Statens Institut for Folkesundhed, e-mail: ach@si-folkesundhed.dk, tlf.: 65507773

 

Kilde:

Kilde: Christensen AI, Jensen HAR, Ekholm O, Davidsen M, Juel K. Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2013. Tema: Funktionsniveau blandt personer på 60 år og derover. Resultater fra Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2013. København: Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, 2016.

 
Redigeret: 09.03.16