Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  13, 2015

Spilleafhængige bliver oftere sigtet for økonomisk kriminalitet, handel med narko og overtrædelse af våbenloven
 

Ludomaner er meget mere kriminelle end andre

Ludomaner har ikke kun en problematisk spilleadfærd. De bliver også oftere sigtet for kriminalitet.

 

Det viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

 

Undersøgelsen viser, at ludomaner sigtes omkring to en halv gang så ofte for økonomisk kriminalitet i forhold til andre personer med samme alder, køn og uddannelse.

 

Ludomaner er også oftere indblandet i andre former for kriminalitet. For eksempel bliver ludomaner sigtet for overtrædelse af våbenloven ni gange så ofte og for vold godt dobbelt så ofte.

 

Hvad angår handel med eller besiddelse af narko, så bliver der omkring fire gange så ofte rejst sigtelse mod en ludoman.

 

Til gengæld er sigtelser i forbindelse med trafikforseelser stort set ikke hyppigere blandt ludomaner.

 

Det skal understreges, at antallet af sigtelser for overtrædelse af våbenlovgivning og narkokriminalitet er relativt lille.

 

Spillegæld eller personligstræk

 

I undersøgelsen diskuteres, hvad sammenhængen mellem ludomani og kriminelle forhold kan skyldes. En mulig forklaring er, at ludomaner får så stor spillegæld, at de begår kriminalitet for at skaffe penge til spil.

 

Men det kan ifølge undersøgelsen også skyldes, at der er sociale forhold og personlighedstræk, som både øger risikoen for ludomani og for kriminalitet. Dette er der i en vis udstrækning taget højde for ved at justere for køn, alder, uddannelse, samt rygning og alkoholforbrug.

 

En ludoman er i denne undersøgelse defineret ved, at man har løjet om, hvor meget man spiller for eller har tabt, eller at man har behov for at spille med større og større indsatser.

 

 

 

 

Figuren viser ludomaners risiko for at få en sigtelse sammenlignet med andre personer, når der tages højde for forskelle i alder, køn, uddannelse samt rygning og alkoholforbrug.

 

Odds ratio kan tolkes som risiko, det vil sige, at ludomaner som nævnt sigtes omkring ni gange oftere for overtrædelse af våbenloven end andre.

 

Brug af registeroplysninger

 

I modsætning til de fleste andre studier er forekomsten af sigtelser for kriminelle forhold ikke baseret på, hvad de interviewede selv fortæller, men baseret på registeroplysninger.

 

Undersøgelsens resultater er netop offentliggjort i Journal of Gambling Studies.

 

Af:

Seniorforsker Bjarne Laursen, Statens Institut for Folkesundhed, SDU

 

Kontakt: Bjarne Laursen, telefon: 6550 7776

Kilde:

Laursen B, Plauborg R, Ekholm O, Larsen CVL, Juel K: Problem gambling associated with violent and criminal behaviour: a Danish population-based survey and register study. Journal of Gambling Studies, 2015

 
Redigeret: 25.03.15