Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  17, 2011

Kronisk syge borgere
 

Mange kommuner inddrager lægen når syge borgere deltager i forebyggende tilbud

Over halvdelen af kommunerne kræver, at den praktiserende læge inddrages, når en person med kronisk sygdom ønsker at tage imod kommunens forebyggende tilbud. 66 % af kommunerne kræver henvisning og 81 % har en fast procedure om at informere den praktiserende læge i forbindelse med en borgers deltagelse i kommunens patientrettede tilbud.

 

Det viser en landsdækkende kortlægning af kommunernes patientrettede forebyggelsestilbud til borgere med type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL).

 

Kommunerne har i henhold til Sundhedsloven ansvar for at tilbyde patientrettet forebyggelse til borgere med en kronisk sygdom. Der er imidlertid ingen krav til, hvordan der skal samarbejdes med sygehus og almen praksis.

 

I alt 84 kommuner har et tilbud til mindst én diagnosegruppe. På nuværende tidspunkt har 66% (55 kommuner) et krav om, at deltagerne skal have en henvisning til tilbuddet fra almen praksis eller sygehus. I 33 af kommunerne (39 %) er det muligt for borgere at deltage uden henvisning. I 18 af disse kommuner (55 %) er det dog en forudsætning, at borgeren efterfølgende henvender sig til sin praktiserende læge og får en lægefaglig godkendelse af deltagelsen. Et krav om henvisning er næsten lige udbredt til tilbud for borgere med diabetes og hjerte-kar-sygdom, mens en lidt mindre andel af kommuner med til tilbud til KOL, har et krav om henvisning til disse tilbud.

 

 

Andel af de 84 kommuner med tilbud, der har krav om henvisning fra praktiserende læge eller sygehus. I procent

 

 

 *Den lilla søjle angiver andelen af kommuner, der kræver henvisning til mindst én diagnosegruppe.

 

 

Regionale forskelle

Der er endvidere regionale forskelle i henvisningskravene inden for de tre diagnosegrupper. Eksempelvis er andelen af kommuner med henvisningskrav lavere i Region Syddanmark ved alle tre diagnoser, og især ved KOL, hvor 37 % af kommunerne har et krav om henvisning. I Region Sjælland kræves oftere henvisning til tilbud for borgere med hjerte-kar-sygdom (86 %), mens det i Region Hovedstaden oftere kræves til borgere med diabetes (85 %).

 

Information til almen praksis

I forbindelse med borgernes deltagelse i det kommunale tilbud har 67 kommuner (81 %) en fast procedure om at informere deltagerens praktiserende læge. I 36 af disse 67 kommuner (54 %) gives besked ved manglende fremmøde til tilbud, i 46 kommuner (69 %) gives besked ved frafald fra tilbud og i 61 kommuner (91 %) gives besked ved gennemførelse af tilbuddet. Informationen til de praktiserende læger foregår elektronisk i 67 % af kommunerne.

 

 

Andel af de 84 kommuner med tilbud, som har faste procedurer for information til almen praksis, samt andel af disse som anvender elektronisk information og andel med information på forskellige tidspunkter i forløbet. I procent.  

 

Af:

Tina Drud Due, akademisk medarbejder, TrygFondens Forebyggelsescenter, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

 

Kontakt: Kasper Norman, videnskabelig assistent, mail: kano@si-folkesundhed.dk, telefon: 3920 7777 eller direkte: 3532 6366

og Astrid Blom, forskningsleder og centerchef, mail: abbl@si-folkesundhed.dk, telefon 3920 7777 eller direkte: 3532 6379.

Kilde:

Patientrettet forebyggelse i kommunerne. En kortlægning af patientrettede forebyggelsestilbud (rehabilitering) til borgere med type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom og kronisk obstruktiv lungesygdom i alle danske kommuner. Norman K, Bergmann M, Mikkelsen M, Due TD, Blom A. TrygFondens Forebyggelsescenter, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. Link til rapporten

 
Redigeret: 27.04.11