Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  17, 2014

Psykiske problemer forbundet med hjertekarsygdom
 

Hjertekarpatienter og fagpersoner efterspørger hjælp til håndtering af psykiske problemer

I en ny undersøgelse om psykiske problemer forbundet med hjertekarsygdom, siger en hjertekarpatient om den dødsangst, hun har oplevet efter at have fået en hjertesygdom:

 

”Hvis kirkeklokkerne de ringede, så følte jeg, at det gik bare lige i marv og ben, så følte jeg, at det var for min begravelse”           

 

Statens Institut for Folkesundhed ved SDU har udarbejdet undersøgelsen for Hjerteforeningen, og den viser, at hjertekarpatienter oplever mangelfuld information om mulige psykiske reaktioner på deres sygdom. Endvidere viser den, at der er mangelfuld screening for psykiske reaktioner, og at støtten til at håndtere psykiske følger kunne forbedres. Dette gælder hele patientforløbet og alle sektorer. Både patienter og fagpersoner efterspørger generelt et større fokus på det psykiske aspekt i sundhedssektoren. En fagperson udtaler:

 

”Det er meningsløst at behandle patienter ud fra, at de ikke har en psyke (…). Det svarer til at skære halvdelen af mennesket over og kun forholde sig til den ene halvdel. Det giver ikke mening. Vi bliver nødt til at have begge sider med” .                                

 

Patienterne efterspørger generelt støtte til at håndtere de psykiske følger både gennem information og tilbud om psykolog. Desuden efterspørger de, at der kommer fokus på de pårørendes psykiske reaktioner.

 

Undersøgelsen er en forundersøgelse til en kommende spørgeskemaundersøgelse. Spørgeskemaundersøgelsen kaldes en barometerundersøgelse og skal tilvejebringe et samlet billede af danske hjertekarpatienters oplevelser af deres kontakt med sundhedsvæsenet samt af de fysiske, psykiske og sociale problemstillinger, der knytter sig til livet med en hjertekarsygdom. Forundersøgelsen skulle afdække, hvilke temaer der er relevante at inddrage i Barometerundersøgelsen og dermed danne grundlag for udvikling af spørgeskemaet. Forundersøgelsen bestod af en litteratursøgning og -gennemgang af 86 artikler samt interviews med 19 hjertekarpatienter, fire pårørende til hjertekarpatienter og otte fagpersoner på området.

 

Barometerundersøgelsen gennemføres i 2014 af Statens Institut for Folkesundhed, SDU og resultaterne skal anvendes som led i Hjerteforeningens arbejde med at sikre, at den enkelte hjertekarpatient modtager og oplever høj faglig kvalitet gennem hele forløbet i sundhedsvæsenet på tværs af sektorer.

Af:

 

Forsker Teresa Friis-Holmberg, videnskabelig assistent Line Zinckernagel, klinisk forskningslektor Ann-Dorthe Zwisler og forskningsleder Morten Hulvej Rod. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Kontakt: Teresa Friis-Holmberg, forsker, Statens Institut for Folkesundhed, SDU, mail: tho@si-folkesundhed.dk, tlf: 6550 7814

Kilde:

Hjertekarpatienters oplevelser med sundhedsvæsenet og livet med en hjertekarsygdom.

En forundersøgelse til Hjerteforeningens barometerundersøgelse 2014. Line Zinckernagel, Morten Hulvej Rod, Ann-Dorthe Zwisler, Teresa Friis-Holmberg. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, og Hjerteforeningen, København, marts 2014.

Link til Rapporten

 
Redigeret: 23.04.14