Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  19, 2008

Vold mod mænd i Danmark
 

Rapport afdækker omfang og karakter af volden

Mænd udsættes oftere for vold end kvinder. Ud fra data i Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen i 2005 skønnes det, at 89.000 mænd årligt udsættes for vold. Størstedelen af volden sker på gaden eller et andet offentligt sted. Knap halvdelen af de voldsramte mænd har været udsat for grov fysisk vold, såsom knytnæveslag, spark eller overfald med våben.

 

Det viser en rapport, som Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet har udarbejdet for ligestillingsministeren. Instituttet har i de seneste år belyst sammenhænge mellem vold og sundhedsproblemer blandt kvinder, og for første gang belyses det samme nu blandt mænd.

 

Rapporten viser også, at vold mod mænd i hjemmet forekommer langt sjældnere end mod kvinder. Det skønnes dog, at 8.000 mænd årligt udsættes for partnervold, og der viser sig at være en større risiko for partnervold blandt homo- eller biseksuelle mænd. Ud fra registerdata skønnes det, at de fleste tilfælde af partnervold mod mænd er begået af en mand, hvorimod kun meget få tilfælde af partnervold mod kvinder begås af kvinder.

 

Vold mod mænd, inklusive partnervold, har en anden karakter end vold mod kvinder. Volden er sjældnere gentagen over tid, og den synes i mindre grad at have sammenhæng med helbredsmæssige problemer.

 

Der er således ikke en tilsvarende forskel i helbred og trivsel mellem voldsudsatte og ikke-voldsudsatte mænd, som der er for kvinder. Voldsudsatte kvinder rapporterer markant oftere end ikke-voldsudsatte kvinder dårligt helbred, kronisk angst, nervøsitet og tristhed i hverdagen. Voldsudsatte mænd føler sig dog lidt oftere angste og deprimerede end ikke-voldsudsatte mænd - og der er en tre gange større forekomst af selvmordsforsøg blandt de voldsudsatte sammenlignet med ikke-voldsudsatte mænd.

Mænd, der er udsat for grov vold, har derudover markant sjældnere kontakt til familie, ægteskabelige problemer og har hyppigere oplevet barndomsproblemer end ikke-voldsudsatte.

 

 

 

 

 

Af:

Karin Helweg-Larsen, seniorforsker og speciallæge og Marie Louise Frederiksen, videnskabelig assistent, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

Kontaktperson: Karin Helweg-Larsen, khl@si-folkesundhed.dk, tlf. 3920 7777

Kilde:

Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen i 2005 og rapporten "Vold mod mænd i Danmark. Omfang og karakter - 2008", Minister for Ligestilling og Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, april 2008. Rapporten kan downloades her PDF (52 sider)

 
Redigeret: 08.03.17