Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  19, 2014

Hjertekarsygdom som dødsårsag
 

Hver fjerde dansker over 35 år dør af en hjertekarsygdom

Heldigvis dør færre danskere af hjertekarsygdomme end for tolv år siden. Således døde 13.000 danskere i 2011 af hjertekarsygdomme, mens det i 2002 var mere end 20.000 svarende til 35 % færre dødsfald. Dødsfald af hjertekarsygdomme udgør 25 % af alle dødsfald blandt personer på 35 år eller derover, hvilket stadig gør hjertekarsygdomme til den næsthyppigste dødsårsag efter kræft.

 

På trods af faldet er den sociale ulighed i dødeligheden af hjertekarsygdomme stadig stor. I perioden 2007-2011 var der blandt personer, som kun havde grundskole som uddannelse, dobbelt så høj dødelighed af hjertekarsygdomme sammenlignet med personer med lang videregående uddannelse.

 

I figuren ses at raten af dødsfald (per 100.000) af hjertekarsygdomme i perioden 2007-2011 var henholdsvis 366 for mænd og 200 for kvinder med kun grundskole, mens den blandt personer med lang videregående uddannelse var 169 for mænd og 91 for kvinder.

 

 

Dødeligheden for hjertekarsygdomme, rater per 100.000 blandt 35-84-årige i perioden 2007-2011 (aldersstandardiseret*)

 

figur

 

 

Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet har lavet beregningerne for Hjerteforeningen, og resultaterne er offentliggjort i rapporten ”Hjertekarsygdomme i 2011. Incidens, prævalens og dødelighed samt udviklingen siden 2002”. Rapporten bygger på data fra Landpatientregisteret, Dødsårsagsregisteret og Uddannelsesregisteret for årene 2002-2011 og omfatter alle danskere på 35 år eller derover, dog ved opgørelse af uddannelsesniveau for aldersgruppen 35-84 år.

 

Rygning, for højt kolesterol, fed kost og mangel på motion øger risikoen for hjertekarsygdomme. Andre risikofaktorer er arvelighed og alder.

 

* Den aldersstandardiserede rate benyttes til at sammenligne befolkninger (eller samme befolkning over tid), som er forskelligt sammensat med hensyn til aldersfordeling. Den aldersstandardiserede rate for dødsfald er beregnet som antallet af dødsfald pr. 100.000 indbyggere under forudsætning af, at befolkningen er sammensat som standardbefolkningen (her European Standard Population) med hensyn til alder.

Af:

Nina Føns Johnsen, forsker, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

Kontakt: Nina Føns Johnsen nifj@si-folkesundhed.dk, telefon: 3024 6044 eller 6550 7798

Kilde:

Hjertekarsygdomme i 2011. Incidens, prævalens og dødelighed samt udviklingen siden 2002. Mette Bjerrum Koch, Nina Føns Johnsen, Michael Davidsen, Knud Juel. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, København, 2014.

 
Redigeret: 07.05.14