Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  27, 2012

Alkohol og operationer
 

Et højt alkoholforbrug øger risikoen for komplikationer efter operationer

Efter en operation har patienter, der drikker fem eller flere genstande per dag, en øget risiko for at udvikle en lang række komplikationer og en højere dødelighed. For patienter med et lavere alkoholforbrug er det usikkert, om risikoen for komplikationer er øget. Det viser rapporten ”Alkohol, rygning og postoperative komplikationer”, som Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet har udarbejdet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, der offentliggjorde den i sidste uge.

 

Patienter, der drikker fem eller flere genstande om dagen, har 1,5 til 3 gange større risiko for komplikationer generelt og 1,5 til 4 gange større risiko for at dø som følge af operationen. Desuden har patienter med et højt alkoholforbrug øget risiko for at udvikle flere specifikke komplikationer efter operationer. De har blandt andet 2 til 4 gange større risiko for at få infektioner generelt, 2 til 5 gange større risiko for lungekomplikationer og 1,2 til 4 gange større risiko for sårkomplikationer. Derudover ser et stort alkoholforbrug ud til at øge risikoen for neurologiske komplikationer og forlænget indlæggelsestid.

 

 

 

 

Ud fra forskningen på området er det ikke muligt at vurdere, hvad et lavt til moderat alkoholforbrug betyder for risikoen for komplikationer. Et helt lavt forbrug ser dog ikke ud til at øge risikoen.

Drikker man fem genstande eller mere om dagen, kan man mindske risikoen for komplikationer ved at holde op med at drikke mindst fire uger før en operation. Det anbefales derfor at screening, information og intervention over for storforbrug af alkohol indgår som rutine før operationer.

 

Rapporten gennemgår de sidste 10 års forskning på området. I alt blev 3.676 videnskabelige undersøgelser fundet gennem en omfattende søgning i databaser på internettet, og heraf blev 58 taget med i rapporten.

Af:

Marie Eliasen, videnskabelig assistent, Marie Grønkjær, forskningsmedarbejder, Ulrik Becker, adjungeret  professor og Janne S. Tolstrup, forskningsleder, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. 

 

Kontakt: Janne S. Tolstrup, forskningsleder, jst@si-folkesundhed.dk, tlf: 6550 7735.

Ulrik Becker, adjungeret professor, becker@dadlnet.dk, mobil: 2339 1728.

Kilde:

Alkohol, rygning og postoperative komplikationer. Sundhedsstyrelsen 2012. Litteraturstudie og manuskript: Marie Eliasen, Lise Skov-Ettrup, Anne Hjøllund Christiansen, Marie Grønkjær Pedersen, Stine Schou Mikkelsen, Morten Grønbæk, Trine Flensborg-Madsen og Ulrik Becker. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

 
Redigeret: 04.07.12