Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  27, 2014

Skolebørn og internet-afhængighed
 

Skolebørn oplever ikke afhængighed af internettet

Forældre og flere eksperter er ofte bekymrede, når børn og unge bruger meget tid på internettet.

Bekymringen går blandt andet på, at børnene kan udvikle et afhængighedsforhold, eller at det kan gå ud over deres sociale relationer.

 

Men spørger man børnene selv, er der ingen grund til bekymrede miner. Det er nemlig kun et fåtal, der oplever flere tegn på afhængighed eller som synes, at det er problematisk at være meget på nettet.

 

Statens Institut for Folkesundhed, SDU, har i en ny undersøgelse spurgt store skolebørn om deres internetvaner, og om de oplever en form for afhængighed.

 

I alt har 2100 skoleelever i alderen 11-15 år deltaget i undersøgelsen. Heraf svarer omkring 18 procent af både drengene og pigerne, at de er på internettet mindst tre timer dagligt.

Det store flertal – cirka 80 procent - bruger nettet op til to timer om dagen. 

 

Men det er som nævnt ikke noget, der bekymrer børnene.

 

Spørgsmål om afhængighed

 

I undersøgelsen er eleverne blevet stillet tre spørgsmål om internet-afhængighed:

 

Om de synes, at de bruger for meget tid på internettet.

 

Her svarer cirka 82 procent af pigerne og 87 procent af drengene, at de ikke synes, at de er for meget på internettet.

 

Om de bliver i dårligt humør, hvis de ikke kan komme på internettet.

 

Her svarer 86 procent af pigerne og 92 procent af drengene, at de ikke bliver i dårligt humør, hvis de ikke kan komme på nettet.

 

Om deres forældre udtrykker bekymring for, at de bruger for meget tid på internettet.

 

Her er det kun 14-15 procent, der oplever bekymrede forældre.

 

Kun et fåtal har alle tre tegn på afhængighed

 

Ser man på alle tre forhold - elevernes tidsforbrug, afhængighedsfølelse, det vil sige deres humør, samt forældrenes bekymring - er det kun fire procent af pigerne og to procent af drengene, der siger, at de oplever alle tre problemer samtidig.

 

Nedenstående figur viser desuden, at langt størstedelen af børnene (70 procent af pigerne og 76 procent af drengene) ikke oplever nogen af de tre tegn på afhængighed.

 

 

Figur over andelen af drenge og piger, der har mellem 0 og 3 tegn på oplevet internetafhængighed

   

 

 

 

Undersøgelsen af skolebørns internetvaner er en del af en større undersøgelse, hvor Statens Institut for Folkesundhed også kigger på elevernes computervaner. 

 

Undersøgelsen er støttet af Nordea-fonden og Det Frie Forskningsråd.

 

 

Af:

Bjørn Holstein, professor, og Katrine Rich Madsen, ph.d.-studerende.

 

Kontakt: Ph.d.-studerende Katrine Rich Madsen, krma@si-folkesundhed.dk, tel. 2726 8968

 

 

Kilde:

Holstein BE, Pedersen TP, Bendtsen P, Madsen KR, Meilstrup CM, Nielsen L, Rasmussen M. Perceived problems with computer gaming and internet use among adolescents: measurement tool for non-clinical survey studies. BMC Public Health 2014; 14: 361  

 

 

 
Redigeret: 02.07.14