Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  2, 2011

60-64-åriges helbred
 

Forskelle i helbred blandt 60-64-årige i eller uden arbejde

Blandt erhvervsaktive i 60-64-års-alderen vurderer 88 %, at deres helbred er godt. Blandt efterlønsmodtagerne vurderer 79 %, at de har et godt helbred, mens det samme gælder for 36 % af førtidspensionisterne. Billedet er nogenlunde ens for kvinder og mænd.

 

Det viser en opgørelse baseret på den nationalt repræsentative Sundheds- og sygeligheds-  undersøgelse fra 2005, som Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet står bag. Opgørelsen er udarbejdet i anledning af den aktuelle interesse for disse gruppers helbred. Samme undersøgelse er lavet for seks år siden på data indsamlet i 2000.

 

Sygdom

Knap halvdelen, 45,8 %, af efterlønsmodtagerne lever med langvarig sygdom eller lidelse, hvor de to hyppigste er muskel- og skeletsygdomme samt hjerte-karsygdomme. Til sammenligning er det 36,5 % af de erhvervsaktive, som lever med langvarig sygdom og 87,7 % af førtidspensionisterne. I gruppen af efterlønsmodtagere er hyppigheden af langvarig sygdom større blandt mænd, 50,8 %, end blandt kvinder, 41,5 %, mens forekomst af langvarig sygdom blandt førtidspensionister er større blandt kvinder, 91,6 % end blandt mænd, 81,2 %.

Når deltagerne bliver spurgt, om de er hæmmet i dagligdagen eller på arbejdet på grund af langvarig sygdom svarer 54,0 % af førtidspensionisterne, at de er meget hæmmet af sygdom, mens det samme gælder for 10,6 % blandt efterlønsmodtagerne og 5,2 % af de erhvervsaktive.

 

Brug af sundhedsvæsenets ydelser

De tre gruppers brug af ydelser i sundhedsvæsenet varierer også. Mens 55,9 % af førtidspensionisterne har været til praktiserende læge inden for en tre måneders periode, gælder det samme for 45,6 % af efterlønsmodtagerne og 35,9 % blandt de erhvervsaktive.

 

 

Helbredsrelateret livskvalitet, sygelighed, brug af sundhedsvæsenet og fordeling på samlivsstatus og uddannelsesniveau blandt erhvervsaktive, efterlønsmodtagere og førtidspensionister i aldersgruppen 60-64 år. I procent

 

 

 

 

Sociodemografi

I gruppen af erhvervsaktive har 55,1 % en lang uddannelse, mens der i gruppen af efterlønsmodtagere og førtidspensionister er henholdsvis 34,0 % og 31,9 % med lang uddannelse. Det forholder sig modsat med hensyn til dem med kort uddannelse. Her er der kun 13,0 % med kort uddannelse i den erhvervsaktive gruppe, 26,4 % i efterlønsgruppen og 33,1 % i gruppen af førtidspensionister.

 

 

Se også:

Tabel for kvinder

Tabel for mænd

Af:

Ola Ekholm, seniorrådgiver, Anne Illemann Christensen, ph.d.-studerende, Henrik Brønnum-Hansen, forskningsleder, Iben Augustsen, kommunikationskonsulent.

Kontakt: Henrik Brønnum-Hansen, forskningsleder, mail: hbh@si-folkesundhed.dk, telefon: 3920 7777, direkte: 3532 6353

Kilde:

Sundheds- og sygelighedsundersøgelsen 2005, Statens Institut for Folkesundhed.

 
Redigeret: 12.01.11