Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  31, 2016

Seksuel vold: Unge tror, at der skal være fysiske beviser for at kunne gå til politiet - ligesom de frygter ikke at blive troet på. Konsekvensen er, at nogle overgreb aldrig anmeldes
 

Unge tøver med at anmelde seksuelle overgreb

Spredning af nøgenbilleder, blufærdighedskrænkelser og voldtægt er ulovligt og strafbart. Alligevel er unge tilbageholdende med at anmelde seksuelle overgreb.

 

Det fremgår af en ny rapport fra Statens Institut for Folkesundhed.

 

Formålet med rapporten har været at undersøge, hvornår unge opfatter en uønsket seksuel erfaring som strafbar, samt hvad der skal til, for at de vil gå til politiet for at anmelde et seksuelt overgreb.

 

”Unge tøver med at anmelde seksuelle overgreb. De tror, at der skal være nogle helt særlige omstændigheder ved overgrebet, før det er legitimt at gå til politiet. For eksempel mener flere af de unge, at man skal have sagt tydeligt fra i situationen, såsom ved at skubbe gerningsmanden eller råbe om hjælp,” siger Katrine Bindesbøl Holm Johansen, ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

 

Rapporten viser, at de unges holdninger har referencer til det, man kalder for overfaldsvoldtægt. Det vil sige at blive overfaldet og voldtaget af én, man ikke kender.

 

Konsekvensen kan være, at det kan være svært for de unge at identificere deres venners eller egne erfaringer med voldtægt, hvis det ikke passer ind i det billede.


Vurderer selv, om noget er egnet til anmeldelse

 

Samtidig mener de unge, at der skal fysiske beviser til, for et overgreb er anmeldelsesberettiget.
 
Fysiske beviser er ifølge de unge eksempelvis nøgenbilleder, eller at man har blå mærker eller er kommet fysisk til skade under overgrebet.

 

”Det er et ret centralt forhold for de unge. De tænker, at retssystemet kræver fysiske beviser, og de mener også, at det er lettere at blive troet på, hvis de har konkrete beviser. Så på den måde kan man sige, at de unge selv vurderer, om noget er egnet til anmeldelse. De går ind i retssystemets rolle, og konsekvensen af dét er uundgåeligt, at nogle overgreb aldrig bliver anmeldt,” siger Katrine Bindesbøl Holm Johansen.

 

Rapporten er blevet til på baggrund af interviews med mere end 70 unge i alderen 15-27 år både med og uden overgrebserfaringer.

 

Det er blandt unge, at forekomsten af seksuel vold er størst.

 

Bekymringer for omverdens reaktioner

 

Rapporten viser, at de unge kan være i tvivl om, hvorvidt dét, de har været udsat for, nu også er et overgreb. Det gælder især ved voldtægt.

 

De er også bange for ikke at blive opfattet som troværdige, heri ligger også en bekymring for, at overgrebet ikke opfattes som sandsynligt af omverdenen, for eksempel hvis krænkeren er vellidt, eller hvis der har været et forudgående intimt forhold mellem parterne. 

Af:

Katrine Bindesbøl Holm Johansen, ph.d.-studerende ved Statens Institut for Folkesundhed. E-mail: kbhj@si-folkesundhed.dk, telefon: 6550 7781

Kilde:

Seksuel vold - Opfattelser og holdninger til strafbarhed og anmeldelse blandt unge. Katrine Bindesbøl Holm Johansen, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, august 2016.

 

 
Redigeret: 03.08.16