Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  34, 2015

Et rekordstort antal danskere er på medicin mod hjertekarsygdomme
 

Over én million danskere tager hjertemedicin

Aldrig har så mange danskere taget hjertemedicin. I alt tager 1,3 million danskere på 35 år eller derover medicin mod hjertekarsygdomme.

 
Det svarer til, at 41 procent af befolkningen på 35 år eller derover tager mindst én type medicin mod hjertekarsygdomme.

 

Det er især medicin mod forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol, som størstedelen tager. Mange tager også blodfortyndende medicin eller medicin mod forstyrret hjerterytme.


Det fremgår af hjertetal.dk – en ny database om hjertekarsygdomme, som Statens Institut for Folkesundhed, SDU, har lavet i samarbejde med Hjerteforeningen.

 

Stadig flere tager hjertemedicin


Databasen viser også, at antallet af danskere, der tager hjertemedicin, er stigende. Fra 2006 til 2012 er antallet af personer, som tager mindst én type hjertemedicin, steget med ca. 200.000 eller 18 procent. 
 

”Det er et stort antal, men forhåbentligt betyder det, at flere er beskyttet mod udvikling af eller tilbagefald af en hjertesygdom,” siger forsker ved Statens Institut for Folkesundhed, Nina Føns Johnsen, som har været med til at udvikle den nye database.  

 

Figuren viser antallet af mænd og kvinder, som har taget hjertemedicin i perioden 2006-2012.

 

 


 

 

Mange ældre tager hjertemedicin

 

Det er især ældre mennesker, der tager hjertemedicin, og der er også flere kvinder end mænd, der bruger hjertemedicin.

Det skyldes primært, at kvinder lever længere end mænd.

 

Ser man på andelen af personer, der tager hjertemedicin, så stiger andelen med alderen.

Ser man udelukkende på antallet af personer, der tager hjertemedicin, finder man flest blandt de midaldrende. Det skyldes, at der lever flere midaldrende end ældre i Danmark.

 

Der er kun få under 35 år, der lider af hjertekarsygdomme.

 

Hjertetal.dk indeholder oplysninger om forekomst, dødelighed og overlevelse af en lang række hjertekarsygdomme og behandlinger.

 

Databasen bygger på tal fra registre hos Danmarks Statistik og Statens Serum Institut.

 

Af:

Nina Føns Johnsen, forsker, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

 

Kontakt: Nina Føns Johnsen, nifj@si-folkesundhed.dk, tlf.: 6550 7798

Kilde:

hjertetal.dk, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, 2015.

 
Redigeret: 19.08.15