Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  35, 2010

Psykisk trivsel og vold
 

Psykiske problemer hos kvinder kan øge risikoen for senere overgreb

Kvinder der mistrives er hyppigere udsat for overgreb, det viser resultater fra et netop publiceret speciale.

 

Der har gennem de seneste årtier været stor opmærksomhed på kvinders risiko for at blive udsat for vold. Det diskuteres imidlertid kun i sparsomt omfang, hvorvidt vold i særlig grad rammer specielt udsatte kvinder, heriblandt kvinder med psykiske problemer.

 

Vi har undersøgt, om der er sammenhæng mellem psykisk helbred og risikoen for voldelige overgreb. Det har været muligt ud fra svar i Sundheds- og Sygelighedsundersøgelserne (SUSY) i 2000 og 2005, hvor de samme kvinder har besvaret spørgsmål om deres helbred og om udsættelse for trusler om vold, seksuelle overgreb og fysisk vold inden for det seneste år. I alt indgår 936 kvinder i alderen 18-64 år, der har besvaret alle spørgsmål om voldsudsættelse i de to undersøgelser.

 

Kvinder der i 2000 havde dårlig psykisk trivsel, som fx at være ængstelige eller deprimerede, opleve hverdagen uden ting, der interesserer én eller ikke at føle sig frisk nok til at gennemføre det, man har lyst til, havde øget risiko for overgreb. Sammenhængen var mest markant for partnervold.

 

Figuren viser, at blandt kvinder der følte sig ængstelige og/eller deprimerede i 2000 rapporterede knap 7 pct. i 2005, at de havde været udsat for overgreb det seneste år, mod 3 pct. af kvinder der ikke havde disse psykiske problemer. Blandt kvinder, der i 2000 ikke fandt at deres hverdag havde interessebetonede gøremål, var der 9 pct., der i 2005 havde været udsat for overgreb det seneste år, sammenlignet med kun 3 pct. blandt øvrige kvinder. Ligeledes var der markant større hyppighed af voldsudsættelse i 2005 blandt de kvinder, der i 2000 havde rapporteret, at de ikke følte sig friske nok til at gennemføre hvad de havde lyst til, sammenlignet med øvrige kvinder.

 

Den procentvise andel af kvinder udsat for vold i SUSY 2005 afhængig af psykisk trivsel rapporteret i SUSY 2000

 

 

Af:

Astrid Gisèle Veloso, cand.scient.san.publ, Karin Helweg-Larsen, seniorforsker, cand.med., speciallæge, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

 

Kontakt: Astrid Gisèle Veloso, cand. scient.san.publ., Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, e-mail: agv@si-folkesundhed.dk telefon: 3920 7777.

Kilde:

Veloso A. G. Psykiske problemer og voldsudsættelse blandt kvinder -  en follow-up undersøgelse.

Speciale ved Kandidatuddannelsen i Folkesundhedsvidenskab, 2010 

 
Redigeret: 01.09.10