Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  44, 2013

Gymnasiefester og alkohol
 

Lav til moderat alkoholpromille blandt gymnasielever forbedrer humøret og øger fokusbesværet

En undersøgelse i forbindelse med gymnasiefester viser, at elever med en lav til moderat alkoholpromille er i bedre humør og har mere besvær med at fokusere. Ved høje promiller falder det gode humør igen, og besværet med at fokusere vokser. Studiet, hvor 230 elevers alkoholpromille og humør er blevet målt gentagne gange i løbet af gymnasiefester, er netop publiceret i det internationale tidsskrift Alcoholism: Clinical and Experimental Research.

 

Undersøgelsen viser, at det gode humør stiger med stigende promille op til omkring 1,0 promille, hvorefter det begynder at falde igen jf. figur 1. En promille på omkring 1 opnås for eksempel, hvis en kvinde på 60 kg drikker tre øl på én gang, eller en mand på 70 kg drikker fire øl på én gang.

 

 

Sammenhæng mellem alkoholpromille og godt humør

 

 

 

Fokusbesværet bliver ved med at stige, når promillen stiger jf. figur 2.

 

Sammenhængen mellem alkoholpromille og fokusbesvær

 

 

Gymnasieeleverne var generelt let til moderat beruset; således havde godt syv ud af ti elever en alkoholpromille på under 1,0 ved alle målinger. Ved en alkoholpromille på 1 og over er man ofte meget beruset med betydelig tab af hæmninger og nedsat bedømmelsesevne. I gennemsnit havde eleverne en promille på 0,63.

 

Når unge drikker alkohol, gør de det ofte, fordi de forventer at få det sjovere. Studiet sætter fokus på disse forventninger og bekræfter dem delvist – unge oplever at blive i bedre humør, når de drikker. Men kun op til et vist niveau – det bliver altså ikke sjovere, desto mere man drikker. I forbyggende arbejde er det vigtigt at tage højde for unges oplevelser af alkohol og ikke ignorere, at de bliver i bedre humør af at drikke. Derudover sætter studiet fokus på, at fokusbesværet øges, desto mere man drikker, hvilket fører til større risiko for ulykker.

Af:

Marie Eliasen, videnskabelig assistent, Janne S. Tolstrup, forskningsleder, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

Kontakt: Marie Eliasen, mail: mae@si-folkesundhed.dk, telefon: 6550 7729

Kilde:

Eliasen M, Rod MH, Flensborg-Madsen T, Petersen JH, Grønbæk M, Tolstrup JS: The Association Between Blood Alcohol Content and Cheerfulness, Focus Distraction, and Sluggishness Among Young Adults Attending High School Parties. Alcoholism: Clinical and Experimental Research. October 2013.

 

Jo mere alkohol desto sjovere - passer det?, Marie Eliasen, Morten Hulvej Rod og Janne S. Tolstrup, 2012 og 2013. Læs mere

 
Redigeret: 30.10.13