Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  44, 2014

De kliniske retningslinjer skal skabe ensrettet behandling, men sådan fungerer det ikke altid i praksis
 

Kliniske retningslinjer kræver lokale tilpasninger

Formålet med kliniske retningslinjer er, at de skal skabe en ensrettet behandling af syge eller plejekrævende borgere overalt i landet.

 

Men sådan fungerer det ikke altid i praksis. Her er retningslinjerne nemlig nødt til at blive justeret og tilpasset lokale forhold for at fungere. 

 

Sådan lyder konklusionen på en ny rapport fra Center for Interventionsforskning på Statens Institut for Folkesundhed, SDU.  

 

Center for Interventionsforskning har for Kommunernes Landsforening og Sundhedskartellet evalueret implementeringen af fire nye kliniske retningslinjer i ni forskellige kommuner.  

 

Formålet med evalueringen har været at undersøge, hvilke forhold der har betydning for implementeringen af retningslinjerne. Det vil sige at undersøge, hvordan implementeringen bliver organiseret og styret, samt hvad der helt konkret sker, når det kommunale sundhedspersonale – som sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter og hjemmehjælpere – får udstukket nye kliniske retningslinjer, som de skal følge i deres daglige arbejde med eksempelvis at behandle, genoptræne, smertelindre eller forebygge sygdom.  

 

Generelt er kliniske retningslinjer blevet en central del af bestræbelserne på at skabe en bedre og mere effektiv sundhedsindsats. Dette gælder ikke kun på hospitalerne, men i stigende grad også i kommunale sammenhænge for eksempel inden for rehabilitering og palliation.

 

Skal sikre ensretning

 

De ni evaluerede kommuner har siden august 2013 – som et pilotprojekt – arbejdet efter fire nyudviklede kliniske retningslinjer og medfølgende instrukser.

 

Retningslinjerne anviser nogle bestemte procedurer eller screeningværktøjer, som sundhedspersonalet i kommunerne skal anvende i forbindelse med forebyggelse af genindlæggelser, screening for spisevanskeligheder hos patienter, der har haft en blodprop eller hjerneblødning, opsporing af behov for smertelindrende indsats hos døende samt rehabilitering.

 

Bruges forskelligt

 

Forventningen til retningslinjerne – både disse fire nye og generelt set – er, at de skal sikre en mere ensartet og effektiv praksis overalt i landet, øge vidensdelingen både internt og på tværs af kommunerne, og i sidste ende skabe bedre kvalitet for borgerne.

 

Men hvad angår ensretningen, kan det altså ikke tages for givet, at de kliniske retningslinjer medfører en mere standardiseret praksis.

 

Evalueringen viser nemlig, at retningslinjerne bliver både tolket forskelligt og brugt på forskellige måder i de konkrete sammenhænge, hvor de anvendes. De bliver med andre ord tilpasset lokale forhold. For det er der også behov for.

 

Som en kommunal leder udtrykker det i evalueringen:

 

”Hvis man ruller en klinisk retningslinje ud på en akutmodtageafdeling på hospitalet, så ligner hospitalsafdelinger noget mere hinanden end landets 98 kommuner, som jo er vidt forskellige, hvad angår indbyggertal, systemer, serviceniveauer. Opgaver kan løses på rigtigt mange måder og skal løses på mange forskellige måder alt efter, om man er en meget lille eller meget stor kommune.”

 

Projekttræthed påvirker implementering

 

Rapporten viser også, at der i mange af kommunerne sideløbende foregår en række andre projekter. Derfor er der hos mange medarbejdere en vis projekttræthed, som påvirker deres brug af retningslinjerne.

 

Som en sygeplejerske udtrykker det:

 

”Der er bare rigtig mange nye ting i gang – og det er svært at rumme meget nyt. Vi har utilsigtede hændelser, medicin-moduler, triagering og hverdagsrehabilitering, så det er mange nye ting, man skal tage alvorligt.”

 

Rapporten anbefaler derfor, at man giver mulighed for fleksibilitet i arbejdet med retningslinjerne, og at man fra centralt hold også skaber spillerum for lokale tilpasninger. Sådanne tilpasninger kan for eksempel handle om at bruge et screeningsværktøj på forskellige måder i forskellige kommunale enheder for at sikre, at det passer ind i de daglige rutiner de pågældende steder. Også selvom dette strider imod den grundlæggende idé om ensretning.

 

Det skal give mening

 

Samlet set viser evalueringen, at det kommunale sundhedspersonale og deres ledere er positivt indstillede for at arbejde efter kliniske retningslinjer. Men det er samtidig helt afgørende, at medarbejderne oplever de nye procedurer som en meningsfuld tilføjelse til deres daglige arbejde.

 

Det kan for eksempel være tilfældet, når medarbejderne oplever, at de får skærpet opmærksomheden på nogle bestemte problemstillinger – såsom spisevanskeligheder – hos de borgere, de møder. Eller når retningslinjerne giver anledning til positive justeringer og et styrket samarbejde på tværs af de forskellige faggrupper.

 

De ni kommuner gik meget forskelligt til værks med hensyn til at arbejde med retningslinjerne, og graden af anvendelse varierede fra kommune til kommune. Rapporten tager ikke stilling til, hvorvidt den ene tilgang var mere succesfuld end den anden.

Af:

Akademisk medarbejder og projektleder Katrine Bindesbøl Holm Johansen, professor Tine Tjørnhøj-Thomsen og forskningsleder Morten Hulvej Rod, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet

 

Kontakt: Forskningsleder Morten Hulvej Rod, tlf.:  6550 7700

Kilde:

K Bindesbøl Holm Johansen, T Tjørnhøj-Thomsen og M Hulvej Rod (2014). Hvordan kan kommunerne bedst implementere kliniske retningslinjer? En evaluering af implementeringsprocessen i ni pilotkommuner. København: Center for Interventionsforskning, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

 
Redigeret: 29.10.14