Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  46, 2012

Ulykkesdødsfald blandt børn
 

Børn dør sjældnere pga. en ulykke i hjem og fritid end tidligere

Som følge af ulykker i hjemmet eller under fritidsaktiviteter døde 300 børn i alderen 0-14 år i perioden 1994-2009. Det er næsten ligeså mange som blev dræbt i køretøjsulykker (345 dødsfald) i samme periode*.

Antallet af ulykkesdødsfald blandt børn i hjem og under fritidsaktiviteter er faldet gradvist i løbet af perioden fra 1994 til 2009, fra 25 dødsfald i 1994 til syv dødsfald i 2009. Der er særligt blevet færre dødsfald som følge af drukneulykker og kulilteforgiftninger. Langt de fleste, 52 %, af hjemme-fritidsulykkerne skete i boligområdet, mens knap 6 % skete i institution eller skole. Hjemme-fritidsulykker er defineret som de ulykker, der ikke er trafikulykker eller arbejdsulykker.

I figuren vises årsager til ulykkesdødsfaldene (skadesmekanismer), opdelt i tre aldersgrupper.

 

0-4-årige

De mindste børn i alderen 0-4 år tegnede sig for langt de fleste ulykkesdødsfald (164 dødsfald, svarende til 55 % af alle ulykkesdødsfald blandt de 0-14-årige). Hovedparten af børnene døde pga. kvælning (60 dødsfald), bl.a. som følge af madvarer/tabletter eller opkast, der kom i den gale hals eller blev suget ned i luftvejene samt kvælning mens de lå i sengen (i dyner, madras eller mellem forældrene). Indtil 2001 døde mange små børn også som følge af drukning, oftest i hjemlige omgivelser (badekar, svømmebassiner og damme i haven) og i søer og vandløb (i alt 41 druknedødsfald). Fra 2001 og frem har antallet af druknedødsfald dog ligget lavt på mellem 0-3 dødsfald årligt, blandt de 0-4-årige. 27 mindre børn døde af kulilteforgiftning eller forbrændinger (oftest ved brande). 13 børn døde som følge af fald fra en højde over 1 meter, heriblandt faldt syv børn ud af vinduer.

 

5-9-årige

73 børn i alderen 5-9 år døde i en ulykke i perioden 1994-2009. Blandt de 5-9-årige var drukning den hyppigste årsag til ulykkesdødsfald (27 druknedødsfald). De fleste drukneulykker skete ved stranden under badning og i svømmehaller/svømmebade. En del drukneulykker er desuden sket under uforsigtig færden på bl.a. (tilisede) søer eller grusgrave og i væskefyldte tanke/beholdere på landbrugsarealer. Dødsfald som følge af kulilteforgiftninger og forbrændinger ved brande fyldte også en del i denne aldersgruppe (jf. søjlen kemisk og termisk påvirkning, i alt 15 dødsfald). 11 børn døde som følge af kontakt med genstande og dyr. Fem dødsfald involverede heste, og ulykkerne skete enten som følge af at børnene faldt ned/blev slynget af hesten, blev sparket af hest eller hang fast og blev trukket efter hesten.

 

10-14-årige

Blandt de ældste børn 10-14 år skete der 63 ulykkesdødsfald i perioden, hovedparten uden for hjemmet (48 dødsfald). 14 ulykkesdødsfald skete som følge af kvælning, bl.a. som følge af strangulation i tøj/reb, og under bygning af huler, der styrtede sammen. 13 dødsfald var relateret til drukneulykker - primært under badning/svømning ved strande, i svømmehal eller i søer. Ni børn døde i kontakten med genstande, herunder tre børn der blev påkørt af tog, og en del der blev ramt af genstande der væltede eller faldt ned over dem (træ, telefonpæl, kran der tabte genstand).

 

 

Ulykkesdødsfald blandt børn 0-14 år i perioden 1994-2009, opgjort på skadesmekanismer og aldersgrupper

 

 

Af:

Hanne Møller, kommunikationskonsulent, temakoordinator og Bjarne Laursen, seniorforsker, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet. 

Kontakt: Hanne Møller, kommunikationskonsulent, ham@si-folkesundhed.dk, tel: 6550 7719

Kilde:

Database over ulykkesdødsfald blandt børn, Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet.

 

Ulykker i Danmark 1990-2009, rapport med et kapitel om børneulykker, herunder ulykkesdødsfald. I rapporten beskrives udviklingen i børns ulykkesdødsfald yderligere. Vi har opdateret teksten vedr. skadesmekanismer i denne reviderede udgave af rapporten. Rapporten 

 
Redigeret: 14.11.12