Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  47, 2014

Forbruget af alkohol blandt helt unge er faldet markant
 

Unge drikker mindre end tidligere

Danske unge drikker meget alkohol og har i forhold til andre europæiske unge oftere været fulde.

Men nu går det den anden vej. Nye tal viser, at forbruget af alkohol blandt de helt unge er faldet markant i de senere år.

 

De nye tal stammer fra den endnu ikke offentliggjorte Skolebørnsundersøgelsen 2014, som Statens Institut for Folkesundhed, SDU, står bag.

 

Det er særligt blandt de helt unge, de 11-årige, at der er sket den største forandring. I dag er der markant færre 11-årige, der har prøvet at drikke alkohol, sammenlignet med første gang, man målte alkoholforbruget i 1984.

 

Også blandt de 13-årige og 15-årige er der sket et fald. Det fremgår af figuren nederst.

 

Udviklingen i tal

 

Figuren viser udviklingen - fra 1984 og frem til 2014 - i andelen, der har prøvet at drikke alkohol.

 

Hvad angår de 11-årige, var der i 1984 86 procent af både drengene og pigerne, der havde prøvet at drikke alkohol. I 2014 var tallet faldet til 22 procent for drengene og 8 procent for pigerne.

 

Det er især i slutningen af 1990'erne, at kurven for alvor knækker.

 

 

Figur 1. Procent, der har prøvet at drikke alkohol, 1984-2014  

 

 

 

 

Note: I 2010 var det kun de 15-årige, der blev spurgt om, de havde prøvet at drikke alkohol. Derfor mangler data for de 11- og 13-årige i 2010.

 

 

Fald i ugentligt drikkeri og fuldskab

 

Skolebørnsundersøgelsen viser også andelen af elever, der har været fulde, og andelen, der drikker noget med alkohol mindst én gang om ugen.

 

Her ses samme tendens. For eksempel er andelen af 15-årige piger, der har været fuld to eller flere gange, faldet fra 57 procent i 2010 til 38 procent i 2014. Blandt drengene er andelen faldet fra 56 procent til 41 i samme periode.

 

Rapporten siger ikke noget om årsagerne til faldet, men ændrede holdninger til alkohol i familier, indsatser på skoler samt stramninger af aldersgrænser for salg af alkohol i 2004 og 2011 kunne formodes at være medvirkende forklaringer. 

 

Drikker stadig mere end andre

 

Det er værd at bemærke, at danske unge – trods faldet – stadig har et højt alkoholforbrug.

 

Unge, der drikker meget, har øget risiko for ulykker, slagsmål og ubeskyttet sex. Samtidig har unge med højt alkoholforbrug i ungdomsårene større risiko for at få et højt forbrug i voksenlivet.

 

I Skolebørnsundersøgelsen 2014 har 4.490 skoleelever i femte, syvende og niende klasse landet over svaret på spørgsmål om deres alkoholforbrug. 

 

Af:

Forsker Pernille Bendtsen og lektor Mette Rasmussen, Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.


Kontakt: Pernille Bendtsen, forsker, ph.d., e-mail: pebn@si-folkesundhed.dk, tlf.: 6550 7810 

Kilde:

Skolebørnsundersøgelsen 2014, Statens Institut for Folkesundhed, SDU. Undersøgelsen er endnu ikke offentliggjort.

 
Redigeret: 19.11.14