Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  09, 2005

Alkohol, tobak og kuskehånd
 

Alkohol og tobak er stærke risikofaktorer for kuskehånd

En ny undersøgelse viser, at der er en stærk sammenhæng mellem såvel alkohol- som rygevaner og udvikling af kuskehånd (Dupuytrens kontraktur). Kuskehånd er den tilstand, hvor lillefingeren alene eller lillefinger og ringfinger trækkes ned mod håndfladen af en forkortet sene. Kontrakturen er relativ hyppig blandt midaldrende og ældre mænd. I opgørelser fra Nordeuropa varierer forekomsten til at være mellem 2 og 42% af forskellige befolkningsgrupper. Der vides meget lidt om, hvorfor sygdommen opstår; nogle sandsynligvis på grund af arbejdsrelaterede skader, mens andre har været mistænkt for at være relaterede til forskellige livsstilsfaktorer. En af hypoteserne er, at kontrakturen har samme oprindelse som den fibrosering (forkortning og fortætning af fibre), der sker i leveren ved alkoholisk skrumpelever, og altså er relateret til stort alkoholforbrug.

 

I Østerbroundersøgelsen blev 7.200 mænd og kvinder blandt andet undersøgt for deres risikoadfærd og undersøgt i håndflader med henblik på mulig Dupuytrens kontraktur. Der fandt vi, at 16% af mændene og 7% af kvinderne havde tegn på Dupuytrens kontraktur. Der var en relativ stærk sammenhæng mellem såvel alkohol- som rygevaner og udvikling af Dupuytrens kontraktur. Således havde de, der havde et alkoholstorforbrug (mere end fem genstande om dagen) en risiko på 2,09 (1,42-3,06), mens de, der røg mere en 25 cigaretter (ca. 25 gram) om dagen, havde en risiko på 1,73 (1,26-2,39). Se figuren nedenfor.

 

Dette nye store studie fra Østerbroundersøgelsen viser således klart, at såvel alkohol som tobak er stærke risikofaktorer for udvikling af Dupuytrens sygdom. Perspektiverne er dels en bedre rådgivning af personer der allerede har sygdommen, dels endnu en faktor at føje på listen over alvorlige konsekvenser af et højt tobaks- og alkoholforbrug.

Odds ratio er et relativt mål og skal forstås således, at værdier over 1 indikerer en øget forekomst og værdier under 1 indikerer en reduceret forekomst af Dupuytrens kontraktur sammenlignet med en referencegruppe. For eksempel angiver en odds ratio på 2 en fordoblet forekomst.

Af:

Morten Grønbæk

Kilde:

Godtfredsen NS, Lucht H, Prescott E, Sørensen TIA, Grønbæk M. A prospective study linked both alcohol and tobacco to Dupuytren’s disease. J Clin Epidemiol 2004;57(8):858-63.

 
Redigeret: 03.03.05