Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  08, 2005

Børn, mad og bevægelse
 

Børns sundhed og trivsel på dagsordenen i stort modelprojekt på Fyn

Det er en myte, at børn bliver tykke på grund af sodavandsautomater på skolerne. Ud af 38 skoler på Fyn, havde kun én skole en sodavandsautomat.

Det kan man bl.a. læse i en evaluering, som Statens Institut for Folkesundhed har foretaget af et stort modelprojekt om børn, mad og bevægelse på Fyn. Projektet blev gennemført i perioden 2002-2004.

Bag projektet stod Fyns Amt, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og 10 fynske kommuner. Formålet med projektet var at øge sundhed og trivsel blandt 3-10-årige børn. I 13 lokalområder var en skole, en skolefritidsordning og en dagsinstitution med i projektet, hvilket indebar at lærere, pædagoger og sundhedsplejersker blandt andet gennem kursusdeltagelse blev inspireret til at forbedre rammerne for gode måltider og bevægelse.


Evalueringen af modelprojektet viser, at en målrettet indsats for at sætte sundhed på dagsordenen i daginstitutioner, skolefritidsordninger og skoler ændrede hverdagen i institutionerne. Der blev således iværksat en række aktiviteter og eksperimenteret med de fysiske og sociale rammer for måltider og bevægelse.

Modelprojektet lagde stor vægt på glæde og fællesskab omkring mad og bevægelse. Evalueringen viser, at netop måltids- og bevægelsesaktiviteter der fremmer fællesskaber mellem børn, mellem børn og forældre og mellem professionelle, forældre og børn, bliver modtaget meget positivt af både børn og voksne.

Projektet afdækker også, at der er behov for omstrukturering af skolernes spisefrikvarter: Lærere, forældre og børn beretter samstemmende om, at der er for lidt tid til at spise i ro og mag, hvis man også vil nå ud at lege. Og stilles børnene overfor valget mellem tid til at spise eller tid til at lege, vælger de fleste legen.

Projektets titel er Børn, Mad og Bevægelse. Projektbeskrivelse, aktiviteter, hovedfund i evaluering m.v., kan findes på projektets hjemmeside: www.boernmadbevaegelse.dk

 

Af:

Anne-Marie Nybo Andersen, programkoordinator og afdelingslæge, Statens Institut for Folkesundhed.
Kontaktperson: Morten Kromann Nielsen, Projektkoordinator for Modelprojekt Børn, Mad og Bevægelse, E-mail: mrk@afs.fyns-amt.dk

 
 
Redigeret: 24.02.05