Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  03, 2006

Sundere kost i skoler og skolefritidsordninger
 

Flere skoler og SFO’er med kostpolitik og sundere udbud af mad og drikke - sodavand elimineret fra danske skoler

Der har i de seneste år været fokus på børns kostvaner og stigende overvægt. Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn op til 10 år dagligt spiser 4 stk. frugt eller grønt (400 g) og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at skoler og skolefritidsordninger (SFO'ere) har en kostpolitik, og at der ikke opstilles sodavandsautomater på offentlige institutione, hvor børn færdes.

 

En ny undersøgelse viser nu, at udviklingen går i den rigtige retning. Fra 1999 til 2004 steg andelen af skoler og SFO'er med en nedskreven kostpolitik og udbuddet af mad og drikke på skoler og i SFO'er blev sundere i samme periode.

 

Tallene stammer fra landsdækkende undersøgelser om mad og måltider på skoler og SFO'er gennemført i 1999 og i 2004 af Statens Institut for Folkesundhed. Undersøgelserne omfatter fortrinsvis børn i børnehaveklasse til og med 3. klasse.

 

Resultaterne viser, at udviklingen i andelen af skoler og SFO'ere med en nedskreven kostpolitik var steget fra 3 % til 17 % (skoler) og fra 4 % til 18 % (SFO'ere) i perioden 1999 til 2004. Endvidere er der en tendens til et sundere udbud af mad- og drikkevarer i skoler og SFO'ere med en nedskreven kostpolitik.

 

I 1999 kunne der købes sodavand på 10 % af danske skoler, og 5 % af landets skoler havde en sodavandsautomat opstillet. I 2004 var sodavandssalg, herunder sodavandsautomater, elimineret på danske skoler.

 

Andelen af skoler med en frugt- og grøntordning, så eleverne får frugt og grønt dagligt, steg fra 18 % i 1999 til 33 % i 2004, og andelen af skoler som dagligt solgte mælkesnitter i skoleboden faldt i samme periode fra 13 % til 6 %. Slik kunne ikke købes på skolerne i 2004, men fandtes i 1999 på 4 % af skolerne.

 

Undersøgelsen konkluderer, at fokus på kostområdet, konkrete anbefalinger og initiativer fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen tilsyneladende har haft en gavnlig effekt for udbud af mad- og drikkevarer for børn i skoler og SFO'ere. Men selv om udviklingen går i den rigtige retning, er der dog stadig sådan, at 4 ud af 5 skoler og SFO'ere ikke har en kostpolitik.

 

 

Figurtekst: Procentvis andel af SFO’ere, der dagligt udbød udvalgte mad- og drikkevarer i henholdsvis 1999 og 2004.

 

Af:

Inge Lissau, seniorforsker ph.d. og Mette Juhl, forskningsmedarbejder, MPH, Statens Institut for Folkesundhed.

Kontaktperson: Inge Lissau, Statens Institut for Folkesundhed. Tlf 3920 7777, inl@si-folkesundhed.dk

 

Kilde:

Rapporten "Mad og fysisk aktivitet i børnehaver, skoler og fritidshjem/skolefritidsordninger" fra 2004 kan hentes her.

 

 
Redigeret: 19.01.06