Presseservice
Om hjemmesiden
Kontakt os
Medarbejdere
English
 

Uge  38, 2005

Forgiftningsulykker hos børn
 

Forgiftningsulykker hos børn er halveret de sidste 15 år

Utilsigtede forgiftninger forårsaget af kemikalier, medikamenter, røg/gasser og giftige planter/bær kan medføre alvorlig skade ikke mindst hos børn, som kan tåle langt mindre påvirkning af disse stoffer end voksne. Forgiftningsskader kan bl.a. vise sig som ætsninger, røgforgiftning eller ophobning af stoffer, som kroppen ikke kan nedbryde eller udskille, hvilket kan være livsstruende. Der er derfor al mulig grund til at forebygge forgiftningsulykker.

 

Det gode forebyggelsesbudskab er, at det ser ud til at være lykkedes at halvere antallet af akutte forgiftninger hos mindre børn siden 1990. I 1990 var antallet af forgiftningstilfælde i Danmark hos 0-9 årige børn oppe på 2200. Antallet er siden da faldet stødt frem til 2004 til 1250 tilfælde. Når antallet af forgiftninger sættes i relation til udviklingen i børnebefolkningen er udviklingen endnu mere positiv: Der er således sket et fald fra 3,9 til 1,9 forgiftninger pr. 1000 børn i perioden 1990-2004, jf. figur 1. Tallene er beregnet på baggrund af Ulykkesregisterets registreringer på fem skadestuer.

 

Faldet i forgiftninger er især tydeligt hvad angår små børns indtagelse af cigaretter/cigaretskodder og giftige planter, svampe og bær i naturen. Til gengæld ses en stigning i antallet af forgiftninger ved indtagelse af medicin (især smertestillende medicin). Forgiftninger pga. børns indtagelse af medicin er alvorlige og fører ofte til indlæggelse. Antallet af indlæggelser er derfor heller ikke faldet i samme takt som antallet af skadestuebesøgene generelt. jf. figur 1.

 

I figur 2 vises de 'produkter' som har forårsaget forgiftninger hos børn samt andelen af indlæggelser. Den største produktgruppe er medicin (vitaminpiller, smertestill., sovemedicin. mm) som specielt de 1-3 årige får fingre i, dernæst kommer planter, bær og svampe, primært fra private haver (stueplanter, bær fra ligusterhæk, taksbusk, guldregn, snebær mv). Den tredjestørste gruppe er rengøringsmidler, såsom opvaskemiddel, toiletrens, kalkfjerner og blegemiddel.

De mere alvorlige konsekvenser af forgiftninger er dødsfald, som heldigvis er sjældne. Hvert år dør 2-3 børn pga. forgiftninger, primært som følge af røgudvikling i forbindelse med brand. Der er ikke tilsvarende sket et fald i antallet af børns dødsfald pga. forgiftninger i perioden.

Vi har ingen eksakte forklaringer på det store fald, men i forhold til forgiftningsulykker med cigaretter, så formoder vi, at det hænger sammen med ændringer i befolkningens holdning til rygning. Der bliver færre og færre rygere, og rygerne går oftere udenfor og ryger og lader ikke cigaretter ligge fremme på bordet.

Vi kan konkludere, at selvom antallet af forgiftninger under ét er faldende, er de mere alvorlige forgiftninger efter indtagelse af medicin- og vitaminpræparater faktisk stigende, hvilket formentlig hænger sammen med det større forbrug af disse præparater. Der er derfor fortsat behov for ekstra fokus på små børns adgang til medicin/vitaminer.

 


Figur 1: Skadestuebesøg pr. 1000 børn i perioden 1990-2004 pga. forgiftninger (0-9 år)

Link til Baggrundstal 

 

 

 

Figur 2: Børn 0-9 år. Samlet antal skadestuebesøg i perioden 1998-2004 pga. forgiftning fordelt i procent på forgiftningsprodukt.

Af:

Hanne Møller og Bjarne Laursen, Statens Institut for Folkesundhed

Kontaktperson: Informationsmedarbejder Hanne Møller, Statens Institut for Folkesundhed. Tlf. 3920 7777

Kilde:

Ulykkesregisteret, Statens Institut for Folkesundhed. Omregning til forekomst på landsplan er foretaget på baggrund af Ulykkesregisterets registreringer på fem sygehuse.

Link til Ulykkesregisteret.

 
Redigeret: 25.10.05